SÆRLIGE MINDESMÆRKER - www.seniormaksten.dk

Rundt omkring i landet, somme tider på ret upåagtede steder, finde man mindesmærker for kendte såvel som mindre kendte personer - og dyr.

På min færden i syd og nord, øst og vest har jeg fundet nogle af disse upåagtede mindesmærker, og jeg har forsøgt at finde historien bag minderne

Der vises billeder af disse mindesmærker:

Ammelstenen på Ammelhede i Virring
Blichers grav i Spentrup
Dalgas-monument i Tirslund
Dalgas-støtte i Dejbjerg
Den Hvide Hest-sten i Visborg
Frihedsstøtten i København
Geografisk sted på Bornholm
Germain-sten i Lundby Krat
Gravsten i Rubjerg
Guldhorn-sten
HANS RØMER, Almindingen på Bornholm
Husby Hole i Vester Han Herred
Jakob Knudsen, Rødding Højskole
Johannes V. Jensen-sten i Farsø
Johan Skjoldborg-minde i Vesløs
Kaj Munk-kors i Hørbylunde
Kaj Munk-minde i Linde
Kongebesøg i Maarup

Kongenshus Mindepark
Kong Hans' Hul
Lars Dyrskjøt-bauta på Skansen i Nørresundby
Magnus-stenen i Skibelund
Marius Fiil-relief ved kroen i Hvidsten
Olsen-minde i Hammer Bakker
Skamlingsbankestøtten
Svend Grathes Mindestøtte på Grathe Hede
"The Crescent"-anker ved Maarup Kirke
Wolle Faarbak-kors

Klik på billedet af et mindesmærke, og du vil få serveret historien bag det.

God fornøjelse

Thorning sogn ligger ca. 20 kilometer syde fir Viborg. Den hvidkalkede Thorning Kirke bærer stærkt præg af en ombygning i 1743; den består af kor og skib fra romansk tid med forlængelse. Tårnet er et såkaldt styltetårn; dets nederste del står som stylter og danner en portal for kirkens indgang. Digterpræsten St. St. Blicher var præst ved Thorning og Lysgaard kirker fra 1819, indtil han i 1825 fik præstekald i Spentrup mellem Randers og Mariager. En mindesten for Blicher med portrætmedaljon blev rejst i sognet i 1919. Kompedal Plantage dækker et areal på 2666 ha og blev anlagt tilbage i 1791 på en meget tarvelig hedeflade, Grathe Hede, efter en hedebrand i 1783. Bækmarksdiget Kong Knaps Dige, som har navn efter Kong Knap alias Svend Grathe, er ca. 200 m langt, indtil 6,6 m bredt og ca. 1 m højt og ca. 1 høj jordvold (se yderligere TRAP, Viborg amt, side 445). Diget og et tilstødende stykke af den gamle hærvej er fredet. På Grathe Hede er der udkæmpet flere slag i 1100-tallet. Ved Gedbæk, der danner skel mellem Thorning og Hørup sogne, udkæmpedes 1151 et slag mellem kong Svend over Knud; her sejrede kong Svend. Den 23. okt. 1157 udkæmpedes endnu et slag, denne gang mellem kongerne Valdemar og Svend; her blev Svend dræbt. En tvivlsom tradition henlægger slaget til Bækmarksdiget, Kong Knaps Dige. På stedet, hvor man mener, Svend blev dræbt, blev opført Grå Kapel, og tæt på menes han også begravet straks efter drabet. I 1892 fandtes her skelettet af en mand, der var blevet dræbt ved hug i hovedet. Den 23. oktober samme år afsløredes en 5 meter høj mindestøtte af granit med kors, krone scepter, sværd og våbenskjold, med inskriptionen: Minde om Slaget paa Grathe Hede 23. Oct. 1157. Rejst ved Svend Eriksens Grav”. Der er ofte funder økseblade på Grathe Hede. Selv besøgte jeg stedet under en hærvejsvandring efteråret 1957. Blandt fredede oldtidsminder i sognet findes på Thorning Vestermark en 40 m lang langhøj, Mads Doss’ Høj el. Dåshøj.

Mindesten for Lars Dyrskjøt I Skanseparken øverst oppe i Nørresundby er rejst en bauta for én frihedskæmper blandt mange, der op igennem tiden har kæmpet på dette sted. Hans navn var Lars Dyrskjøt, en 84 årig bonde fra Aaraad i Ørum. Han var de vendsysselske bønders fører og samlede her vendelboerne for at hindre svenskerne i at gå over fjorden, og her i dette område gav han sit liv. Det var d. 18. januar 1644. Den svenske general Wrangel og hans tropper lå ved Aalborg slot. Fjorden var frosset til og man ventede deres overgang hvert øjeblik. Endnu før daggry blev Lars Dyrskjøt hentet på Aagaard af nogle bønder. Han græd, da han tog afsked med sin hustru. Det var som om han var klar over, at han ikke skulle vende tilbage. Kort efter at Lars Dyrskjøt var nået til Nørresundby, begyndte svenskerne overgangen. Først satte rytterne over fjorden i fuld fart. Bagefter fulgte fodfolket. De vendsysselske bønder kunne ikke stå for modstanden og måtte trække sig tilbage. Lars Dyrskjøt lagde sig ind i en have, hvorfra han skød tre svenskere, men så stormede en anden svensker ind på ham: - Vil du have pardon? Råbte han. –Nej, svarede Dyrskjøt og ladede sin bøsse. Det gik så hurtigt, at han fik en finger slået af. I samme øjeblik blev han skudt af svenskeren. Lars Dyrskjøt var den slags dansker, som vi kender som frihedskæmper fra andre krige. Det er på grund af hans ukuelige sind, han mindes og derfor blev der d. 5. maj 1950 rejst en bauta for ham på det sted, hvor han så ned over fjorden mod fjenden på den anden side. Bautaen, som skal minde om fortidens mod og bedrifter, har følgende indskrift af Hans Poulsen: Lars Dyrskjøt, f. 1560; faldt ved Nørresundby d. 18. Januar 1644. I svare Landsens Nød / Da Spær og Skanse brast / Stod her Lars Dyrskjøt fast / og fandt sin Død. Som Fjordens Vand vil Tiden rinde/ Men fast i Sten staar god Mands Minde. Rejst af Sundby-Folk og Historisk Samfund 1950. Skanseparken, Skansen, Skanseanlægget, Wallensteins Skanse, Clements Skanse er nogle af de navne som park- og fæstningsanlægget har fået igennem tiderne. Parken er på ca. 4,5 ha. Området er offentligt parkområde med bl.a. staudehave og en spændende naturlegeplads. Op igennem tiderne er folk strømmet hertil for at nyde de mange arrangementer der foregik her. Grundlovsmøder, skydekonkurrencer, festarrangementer, tivoli, skøjtebane m.m., og ikke mindst udsigten til fjorden når man ville se solnedgangen, eller solopgangen pinsemorgen. Udsigten mod Aalborg er jo også fantastisk og mod vest limfjordsøen Egholm. I klart vejr kan man længere mod vest se Nibe og toppen af Aggersundbroen. Selve skanseanlægget syner ikke af meget i dag, eftersom det blev tilplantet i 1860’erne. Skansen blev anlagt med udgangspunkt i Sundby Bjerg (Sukkertoppen), som var byens højeste punkt (51 m) og derfor havde en militærstrategisk betydning, hvorfor den tyske feltherre Albert von Wallensteins tropper forskansede sig deroppe under den tyske kejsers besættelse af Jylland. Senest i forbindelse med 2. verdenskrig blev anlægget taget i anvendelse til krigsformål. Skanseparken er i dag et multifunktionelt grønt område med vigtige udsigtspunkter og det stjerneformede Skanseanlæg og bunkeranlæget bringer minder om områdets krigshistorie. Skanseanlæget er fredet

ALMINDINGEN PÅ BORNHOLM Skovrider Hans Rømer må tilskrives det meste af æren for, at Almindingen blev omdannet til det enestående skovområde, vi kender i dag. I århundreder havde området været brugt til bøndernes fælles græsning, og enhver form for bevoksning var gnavet ned. Omkring 1800 blev det besluttet at genskabe skoven, og Hans Rømer blev ansat til opgaven. Han var bornholmer, men tjenestegørende som løjtnant i Jægerkorpset på Kronborg. Første opgave var at indhegne arealerne, så de nyplantede træer kunne beskyttes mod kvæget. Populær var den beslutning ikke, bønderne mistede jo græsningsarealer, men Rømer besad den fornødne stædighed. Da det viste sig, at Staten ikke ville eller kunne betale, hvad en indhegning kostede, så påtog Rømer sig at udføre arbejdet for 10.000 rigsdaler. Sammen med en beskeden flok medhjælpere og otte heste som trækkraft omkransede Rømer i løbet af få år den kommende skov med et stengærde. Gærdet blev anlagt i helt lige linjer, yderst med et højt, lodret stengærde, inderst med en tilkastet og beplantet jordvold. Dette første stengærde, som stadig eksisterer, var otte kilometer langt. Siden blev der anlagt yderligere gærder, og i dag er der 20 kilometer Oprindelig førte kun en vej ind i Almindingen. Den gik fra Aakirkeby og endte ved området omkring Koldkilde. Efter Rømers opfattelse skulle der anlægges flere veje, og han tegnede et vejnet, der udgik fra Koldkilde og gik i retning af øens fire herreder. Hvor vejene gennembrød stengærdet omkring skoven, fik Hans Rømer bygget ledvogterhuse: Segenhus, Ravnebro, Bastemosehus og Viskeledhus. Med 3.800 hektarer udgør Almindingen Danmarks tredjestørste, sammenhængende skovområde, og den frembyder et væld af oplevelser af både naturhistorisk og kulturhistorisk art, ikke mindst de mange fortidsminder. Almindingen er endvidere rig på mindesmærker. Det største er Kongemindet på Rytterknægten. Det er et godt 12 meter højt granittårn tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll til minde om Frederik VII's besøg på øen i 1851. Efterhånden lukkede skoven af for udsigten, hvorfor man i 1899 fik arkitekt Thorvald Bindesbøll til at forhøje tårnet med et ni meter højt jernstativ. Almindingen har gennem århundreder været et yndet udflugtsmål. For eksempel var det populært at samles på det 125 meter høje Jomfrubjerg. Her var bygget en træpavillon, forøvrigt på skovrider Hans Rømers initiativ. Den nuværende pavillon, Kyllingemoderen, har hørt under restaurationen Christianshøj siden 1929. Træpavillonen er bemærkelsesværdig, ikke mindst tagkonstruktionen. Mange bygninger i Almindingen er kalket i skovvæsenets farve - den røde farve. Skovriderboligen Rømersdal er den mest interessante i området. Ejendommen, der er en bindingsværksejendom, blev opført til Hans Rømer i begyndelsen af 1800-tallet.Bygningerne ligger i det flade landskab ud til brede engarealer. Ejendommen er meget velholdt, og den er interessant som eksempel på bornholmsk byggeskik. I Almindingen finder man også Bornholms travbane samt dyrskueplads. Bygningerne her er enkeltvis ikke bemærkelsesværdige, men takket være især en ensartet farvesætning skaber bygningerne et værdifuldt miljø. Almindingen er et stærkt kuperet skovområde midt på Bornholm. Her stikker Bornholms urfjeld op og skaber dramatiske landskabsformer. For de fleste vil det nok være overraskende at blive konfronteret med den besked, at det meste i Almindingen er menneskeværk - lige bortset fra landskabsudformningen! På en klippevæg i Almindingen på Bornholm er følgende mindeord mejslet ind, forfattet af Vilhelm Bergsøe, der foruden at være forfatter også var zoolog: HANS RØMER 1770 – 1800 – 1836 VILDTET SKABTE HAN HJEM OG MENNESKET SKYGGE – TUSINDE SANGFUGLE NU I HANS LYSE HØJSALE BYGGE – DØDE NATUR! VED HAM FIK DU LIVET TILBAGE – HVO, SOM AF DØD VÆKKER LIV, KAN DØDEN IKKE TAGE

Wolle Faarbak hed egentlig Ole Fjeldgaard Christoffersen Kører man fra Bouet mod nord ad Vodskovvej kan man lige nord for Engholm i den vestre vejside og grøftekant se et groft tilhugget granitkors. Vejkorset eller mindekorset er rejst for en mand, som blev kaldt Wolle Faarbak. Man kan undres over, at der i vejsiden er rejst et kors. Men der ligger også en tragisk historie bag vejkorset. I et særtryk af Historisk Samfunds årsskrift ”Fra Himmerland og Kjær Herred” 1957-58, bind 20, fortæller lokalhistoriker Kr. Værfelt, hvordan han første gang så korset i 1890’erne. En gammel kone fortalte ham senere, at her kørte Ole Fjeldgaard Christoffersen, kendt som Wolle Faarbak, galt med sin hestevogn 5. november 1856 og druknede efter at være væltet i den dybe grøft. Wolle var på vej hjem fra marked i Aalborg til sit hjem i Gammel Kirk. Dagen efter fandt man ham under vognen, mens hestene stod lige så pænt foran. Årsagen var tragisk nok. Wolle var drikfældig og sagde aldrig nej til en dram eller tre, og den novemberaften havde han fået mere end sædvanligt – så meget, at det gik galt med styringen af hestekræfterne. Selv dengang var promillekørsel ikke af det gode. En anden forklaring tilbyder forfatteren Thorkild Gravlund i ”Herredsbogen” fra 1930. Her står at læse, at det skulle være to svenske karle fra den nærliggende gård Engholm, der skulle have slået Wolle ihjel. Efter at have lagt ham i grøften væltede de vognen hen over ham for på den måde at få drabet til at ligne et uheld. Det var nemlig almindelig kendt, at Wolle gik hårdt til datidens billige brændevin. Senere skulle en af svenskerne på sit dødsleje have bekendt drabet, men der foreligger intet til motivet til ugerningen. Wolle Faarbak blev begravet på Øster Hassing kirkegård, og senere fik hans enke, Catrine Margrethe, født Carstens, Jørgen Jensen Stenkløver til at lave granitkorset ved ulykkesstedet. På mindekorset er der hugget en tekst, som efterhånden er næsten ulæselig, men den skulle stå: Paa dette Sted fandt jeg min sidste Levevandring Aar 1856. Ole Fjeldgaard Christoffersen. Og det er jo så sandt – uanset om der var tale om en ulykke eller et drab. Men for at gøre denne historie knap så trist og tragisk, så plantede en venlig mand ved navn Anders Bach påskeliljer ved korset, så de foråret 1997 stod i fuldt flor. Et oldebarn til afdøde, læge Olav Asholt, Bjerringbro, takkede 20. maj 1997 i Nordjyske Stiftstidende for denne smukke tanke og gestus. Senere har andre plantet løgvækster ved vejkorser, Et billede af korset i avisen viste, at der var vintergækker i fuldt flor.

Skamlingsbankestøtten. På Skamlingsbanken sydøst for Kolding blev i 1863 rejst en 16 m høj obelisk af 25 blokke af svensk Uddevalla-granit. Skamlingsbankestøtten, der blev rejst som symbol for danskheden i Sønderjylland, blev efter krigen i 1864 sprængt af preusserne den 21. marts 1864, men efter krigen tilfaldt de otte sogne omkring Skamlingsbanken Danmark, og derfor kunne skamlingsbankestøtten genrejses, hvilket skete allerede i den 1. maj 1866. Mange af obelisken granitblokke bærer præg af preussernes sprængning; men da den skulle genrejses, blev man enige om, at de beskadigede blokke burde genbruges og stå som et minde om hændelsesforløbet. Obeliskens nederste blokke har indgraveret navne på danskehedens forkæmpere i Sønderjylland samt datoer for søjlens rejsning, sprængning og genrejsning. De otte sogne: Skamlingsbanken ligger på grænsen mellem Sønder Bjert sogn og Vejstrup sogn, der sammen med sognene Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls udgør de såkaldte "otte sogne". Oprindelig var sognene en del af hertugdømmet Slesvig, men efter fredsslutningen i 1864, hvor Danmark måtte afstå Sønderjylland/Slesvig til Preussen og Østrig, blev de otte sogne udskilt fra Sønderjylland/Slesvig og forblev danske som en del af Vejle amt. Forklaringen skal søges ved Sønderjyllands vestkyst. Her - syd for Ribe - lå siden senmiddelalderen nogle spredte områder, der, selv om de var beliggende i hertugdømmet, var dele af den danske konges besiddelser og altså statsretsligt en del af kongeriget Danmark. Disse 'kongerigske enklaver', som Preussen ønskede indlemmet i Slesvig, blev mageskiftet med de otte sogne, et område omkring Ribe og øen Ærø, således at den nye landegrænse mellem Danmark og Tyskland blev entydig. Efter Genforeningen i 1920 forblev de otte sogne en del af Vejle amt, indtil kommunalreformen i 1970. Da flyttede de tre (Taps, Vejstrup og Hejls) til det nyoprettede Sønderjyllands amt. Et 106 år gammelt skæbnefællesskab mellem de otte sogne blev hermed brudt. Efter kommunalreformen i 2007 blev alle kommunerne indlemmet i Kolding Kommune.