INDLANDSISENS VEJ MOD SYD

Istidens enorme gletschere fandt vej sydover

som efter en enkel naturlov.

Nedbøren af sne i vor klodes polare egne gjorde, at nedbøren hobede sig op; men i takt med, at der hele tiden kom mere nedbør, blev nedbøren trykket sammen og blev til is, og ismasserne skred som gletschere nedad og ud til siden, altså sydover. Også som en naturlov fulgte gletscherne overalt de laveste dale og skurede langs bjergsiderne, hvor de løsrev større og mindre klippestykker og førte dem med sig. Det kan konstateres, at de gletschere, der nåede frem til de områder, der kom til at udgøre Danmark, kom forskellige steder fra.

Enkelte af vandreblokkene og mange mindre sten, som man finder i det danske landskab, især ved kysterne og i grusgrave, er specielt interessante, fordi de består af bjergarter, som direkte kan henføres til bestemte egne af Skandinavien. Når det er tilfældet, kaldes de ledeblokke. En larvikit er således en ledeblok, fordi det er konstateret, at istidens gletschere har bragt denne bjergart hertil fra området ved Oslofjorden. Andre meget kendte ledeblokke er rhombeporfyr (Norge), kinnediabas (Syd-Sverige), bredvadporfyr (Dalarne), rød og brun Østersø-kvartsporfyr (Ålandsøerne). De nævnte og mange flere ledeblokke kan alle findes ved danske kyster.

Nogle ismasser kom ovre fra det nuværende Finland og skred over området ved Ålandsøerne og videre ad Østersøen via Bornholm; vandreblokke fra disse gletschere blev "tabt" ved afsmeltningen i det østlige Danmark. Store ismasser skred bl.a. fra Dalarne og ned over det nuværende Sydsverige; vandreblokke fra disse gletschere finder man også i overvejende grad i der østlige Danmark. Enorme ismasser kom direkte nord fra, hvor gletscherne skred langs bunden af den nuværende Olsofjord. Geologer har konstateret, at den mest udbredte bjergartstype blandt vandreblokke, der er kom fra disse egne, er larvikit, en bjergart, som navnet antyder, findes udbredt ved Oslofjordens bund og vestside. Istidens fremskridende kraftfulde ismasser har løsnet bjergarten i blokke af alle størrelser.

Nogle ismasser kom ovre fra det nuværende Finland og skred over området ved Ålandsøerne og videre ad Østersøen via Bornholm; vandreblokke fra disse gletschere blev "tabt" ved afsmeltningen i det østlige Danmark. Store ismasser skred bl.a. fra Dalarne og ned over det nuværende Sydsverige; vandreblokke fra disse gletschere finder man også i overvejende grad i der østlige Danmark. Enorme ismasser kom direkte nord fra, hvor gletscherne skred langs bunden af den nuværende Olsofjord. Geologer har konstateret, at den mest udbredte bjergartstype blandt vandreblokke, der er kom fra disse egne, er larvikit, en bjergart, som navnet antyder, findes udbredt ved Oslofjordens bund og vestside. Istidens fremskridende kraftfulde ismasser har løsnet bjergarten i blokke af alle størrelser. Enten der er tale om larvikit eller andre solide bjergarter, har disse blokke endvidere været tilstrækkelig modstandsdygtige til, at de har kunnet holde til gletschertransporten hertil, hvor isen smeltede og efterlod sin last.

I det følgende kan du se og læse

om nogle af de almindelige ledeblokke: 

Rhombeporfyr kaldes de ledeblokke,

der er transporteret hertil

med et isfremstød fra Norge.

Rhombeporfyren har sit navn efter de tydelige strøkorn af feldspat, som i tværsnit har form af rhomber. Grundmassen mellem strøkornene er ret ensfarvet, men varierer i grålige, brunlige og rødlige toner. Rhombeporfyren stammer fra Oslo-området, hvor stenarten findes som fast klippe. Rhombeporfyren som ledeblok findes næsten kun i Nordjylland og på Sjællands nordkyst, og det er et godt bevis på, hvor langt den norske is nåede i den sidste istid. Rhombeporfyr er også et eksempel på en porfyrisk lava, dvs. en lava, der først kom op til overfladen, efter de første store krystaller var vokset i den flydende stenmasse.

Der findes ikke vulkaner i Norge, men det har der gjort. Det ved man, fordi der findes vulkanske bjergarter ved Oslofjorden. Rhombeporfyren er én af dem. Den blev bragt til Danmark – eller det område, der blev til Danmark – af indlandsis fra Norge, så man kan finde den på den jyske nordvestkyst, ved Limfjorden, langs Kattegat mod syd til Samsø og på marker i Nordjylland. Rhombeporfyren er nok den ledeblok, som kendes af flest danskere. 

 DALARBLOKKE kalder man de ledeblokke, som indlandsisen har ført med sig fra Dalarne i Mellem-Sverige, hvor grundfjeldet findes. Der er tale om porfyrer, altså ledeblokke med spredte strøkorn af kvarts. Ved de fleste danske strande er der i større eller mindre mængder fundet bredvadporfyr og grønklittporfyrit.

Bredvadporfyr kendes ved sin ensartede matrøde, teglstensfarvede grundmasse, hvor strøkornene er nogle fåtallige, gule, undertiden røde rektangulære korn af feltspat, som ofte er forvitret bort i de løse stenblokke. I grundmassen forekommer små næsten usynlige kvartskorn. Sten af bredvadporfyr er tre gange så almindelige som grønklittporfyrit.

DALARBLOKKE kalder man de ledeblokke, som indlandsisen har ført med sig fra Dalarne i Mellem-Sverige, hvor grundfjeldet findes. Der er tale om porfyrer, altså ledeblokke med spredte strøkorn af kvarts. Ved de fleste danske strande er der i større eller mindre mængder fundet bredvadporfyr og grønklittporfyrit.

Grønklittporfyrit har langt flere strøkorn af feltspat end bredvadporfyr, men deres størrelse er omtrent den samme, men de er som regel lidt mere langstrakte og smallere, ca. 3 mm lange og 1 mm brede. Foruden disse feltspatstrøkorn er der også mange strøkorn af augit, som er noget mørkere og mere uregelmæssige i formen; deres størrelse er ofte ca. 5 mm i diameter. 

DALARBLOKKE kalder man de ledeblokke, som indlandsisen har ført med sig fra Dalarne i Mellem-Sverige, hvor grundfjeldet findes. Der er tale om porfyrer, altså ledeblokke med spredte strøkorn af kvarts. Ved de fleste danske strande er der i større eller mindre mængder fundet bredvadporfyr og grønklittporfyrit.

Hedenporfyr har en noget grovere grundmasse end bredvadporfyr og grønklittporfyrit. Dens strøkorn ligger ret spredt og er ofte omkring 10 mm på hvert led. Mest fremtrædende blandt disse eren gullig-grøn feltspat, og dens omridser ikke så bundet til den rektangulære form

Kinnediabas kommer fra de mærkelige bjerge i Vestergøtland. Overfladen af denne ledeblok mknder lidtom ”gåsehud”, idet overfladen er nubret med den ene lille ”kugle” stikkende frem ved siden af den anden. ”Kuglerne” er omtrent en centimeter i tværsnit og er dannet ved stenens krystalisering.

Kinnediabas er en mørkegrå, fin- til mellemkornet vulkansk bjergart fra Permtiden (ca. 290-248 mio. år før nu). Kinnediabas danner lag på toppen af Kinnekulle, Billingen og andre højdedrag SØ for Vänern, Sverige. Kinnediabas er karakteristisk ved, at krystaller af pyroxenmineralet augit danner "knuder" på forvitrede stens overflade.

Rød østersøkvartsporfyr er en ledeblok, som findes i istidsaflejringerne i de sydlige og østlige dele af Danmark. Bjergarten har en tæt, teglstensrød eller gråbrun til rødbrun grundmasse. Den røde kvartsporfyr har blålige eller røgfarvede, 1-4 mm store strøkorn af kvarts og kalifeldspat og centimeterstore indeslutninger af grønsort basalt.

Rød østersøkvartsporfyr er en klassisk ledeblok i dansk geologi. Bjergarten kendes ikke fra fastsiddende blotninger, men udfra dens forekomster som løsblokke, menes den have sit oprindelsessted i Østersøen syd for Åland. Den er således "samlet op" af de baltiske isfremstød iWeichsel og transporteret til det danske område fra en østlig retning. Som følge heraf, findes den primært i det sydøstlige Danmark incl. Østjylland. Bjergarten kan umiddelbart forveksles med bredvadporfyr, men kendes ved at indeholde tydelige strøkorn af kvarts.

Brun østersøkvartsporfyr har 1-2 mm store strøkorn af kvarts og op til 5 mm store strøkorn af rødbrun kalifeldspat og hvidlig plagioklas foruden indeslutninger af andre bjergarter. Den har hjemsted på Østersøens bund mellem Åland og Gotland og er bragt til Danmark af isstrømme gennem Østersøen.

Nexø-sandsten kaldes røde bornholmske sandsten. Den er et godt eksempel på en aflejret bjergart. I stenen ses tydeligt hver enkelt af de små, runde sandkorn, der engang var løse sandkorn i en ørken, men som nu er kittet sammen til en sten. Sandstenen ses som fast klippe på Bornholm, og rød sandsten er et let genkendeligt eksempel på en ledeblok, der er transporteret til det øvrige Danmark med en isstrøm, der er kommet fra øst gennem Østersø-området. Som ledeblok findes Nexø-sandsten i overvejende grad i det sydøstlige Danmark, men kan forekomme længere mod nord og vest.

Nexø-sandsten er almindelig ved alle danske strande. Stenen er nem at kende, hvis man kan forestille sig sukker kittet sammen med rød frugtfarve. På Bornholm findes Nexø sandstenen som et smukt eksempel på en rød sandsten. Man kan opleve den røde sandsten som en fast klippe i et sandstensbrud nord for Nexø. Herfra blev sandstenen eksporteret og pryder københavnske bygninger som f.eks. Kunstindustrimuseet, Domhuset og Københavns Domkirke. Frihedsstøtten på Vesterbro og Nationalmuseets nye gulv består af Nexø sandsten.    

RULLESTEN

Langs de fleste strande i Danmark findes uendelig masser af rullesten af varieret størrelse og art vasket ud af kystnære skrænter eller skyllet op fra havet.  Rullesten er disse sten blevet til på grund af havets bølgekræfter, der har bearbejdet stenene og slidt dem mod hinanden. Er man på jagt efter ledeblokke, er det et særdeles godt sted at begynde sin samling.

Selv begyndte jeg at samle ledeblokke under et lejrskoleophold på Hejls Lejrskole ved Lillebælt i sommeren 1957. Ikke blot var her uendelig masser af ledeblokke, men også fossiler af mange slags, eksempelvis forstenede søpindsvin, vættelys og hajtænder.   

Under et lejrskoleophold ved Lillebælt i 1957 var jeg så heldig at finde en scolithus-sandsten med tydelige scolithus-søjler. Mit held gentog sig hhv. i 2015 og 2016. I en samling af almindelige sten i Nr. Uttrup fik jeg øje på en scolithus-sandsten. Under et besøg på Nordjyske Stiftstidende i Aalborg Øst fandt jeg på parkeringspladsen dér endnu en scolitus-sandsten, som lå ved et af parkeringspladsens træer, som er omgivet af forskellige knytnævestore sten.

Scolithus-sandsten 

er en ejendommelig fossil.

I og ved et fortidshav levede der i sandet en orm, scolitus-orm, som forskansede sig lodret i sandet i lighed med vor tids sandorm. Det er denne forskansning, som kan ses som søjler i de sandmasser, som siden blev til sandsten. Scolithus-sandstenen findes på Kalmaregnen i Sverige og i Norge. Alt efter findestedet vil scolitus-sandstenen være en ledeblok og fortælle, hvorfra indlandsisen har bragt den.

Under et lejrskoleophold ved Lillebælt i 1957 var jeg så heldig at finde en scolithus-sandsten med tydelige scolithus-søjler.

Mit held gentog sig hhv. i 2015 og 2016. I en samling af almindelige sten i Nr. Uttrup fik jeg øje på en scolithus-sandsten. Under et besøg på Nordjyske Stiftstidende i Aalborg Øst fandt jeg på parkeringspladsen dér endnu en scolitus-sandsten, som lå ved et af parkeringspladsens træer, som er omgivet af forskellige knytnævestore sten.